Merkelapp-arkiv: folklore

Tredjedagsfest med julebukker på prestegården

Carsten Hauch om tredjedagsfest med julegeiter

Men hvad vi allermeest glædede os til, var den tredie Juledag; den hørte allerede dengang til de afskaffede festdage, men Bønderne helligholdt den dog paa deres Viis, og vilde ingenlunde finde sig i, at den skulde agtes mindre nu, end i gammel Tid, og at den ikke skulde være ligesaa god, som de andre juledage; den blev derfor hvert Aar holdt i Ære paa de omliggende Gaarde baade med Drikkegilder og all Slags Leg. Paa Malmanger var der om Aftenen et stort Gilde i Borgestuen. Ved dette Gilde gikk det efter den Tids Skik meget overflødigt til; der blev trakteret med Julegrød, med Kjød og saltet Fisk eller Skrei, som den kaldes, og til sidst med et Slags Bygg- eller Havrekager, som vare rigelig overdryppede med Sirup, og paa hvilke Bønderne satte stor Priis. Desuden gik Ølkruset bestandig rundt, der blev drukket svart og dandset til flere Timer efter Midnat, og denne var netop den lystigste Aften i hele Julen.

Som oftest var der ogsaa et Par Julebukker eller, som de der kaldes, Julegeder, med i Laget; de kom ofte langt borte fra, naar de vidste, at der holdtes Gilde paa et eller andet Sted, og de vare bestandig velkomne, og vakte stor Glæde, naar de traadte ind.

Den Karl, som forestillede Juleged, var indhyllet i et langt sort Vadmelsklæde, som passede nøie til et colossalt Gedehoved, hvis Gab ved Hjelp af skjulte Traade kunde aabnes og lukkes. Der var anbragt Huller i Kledet, hvorigjennem Julegeden kunde se, der var ogsaa et Hul paa Siden, hvoraf en Haand kunde strekkes ud. Julegeden havde store Horn i Panden, den kunde gjøre sig høi ved Hjelp af en lang Stang, som var forbunden med Gedehovedet. Man behøvede ei at frygte for, at den, hvor høi den end gjorde sig, skulde støde an mod Loftet, thi Bygningen bestod kun af et eneste Værelse, som strakte sig lige op under Taget, og hvori intet Loft fandtes, men kun et Hul, hvorigjennem Røgen fandt udvei. Det var med andre Ord en Røgstue, liig dem de fleste Bønder selv de meest velhavende, boede i paa den Tid.

De Dandse, der dandsedes, var af den Art, at Alle kunde deeltage deri, selv ældre Mænd. Hver af Dandserne tog sin Dandserinde ved Haanden, og førte hende flere Gange rundt i en stor Kreds, derefter skiltes de ad, og hver af dem dreiede sig paa sin Side af Gulvet, endelig ilede de sammen igjen, og svingende hinanden flere Gange rundt. Alt dette gjentoges i samme Orden, saalænge Dandsen varede. Som oftest var der mange Par paa Gulvet, hvilke fulgte efter hinanden, selv Julegederne dreiede sig imellem de Andre, der var ofte to ja under tiden tre Julegeder med i Dandsen, dog maate de undvære dandserinder, thi de unge Piger vilde nødig dandse med dem. Undertiden dandsede to Julegeder alene med hinanden, og gjorde da mange voldsomme og vilde Spring, som vakte stor Jubel imellem Tilskuerne.

I de sidste Aar, jeg tilbragte paa Malmanger, saae jeg ikke meer nogen Julegeder. Engang havde Hr. Hertzberg overrasket to af dem ved Indgangen til Borgestuen, og de havde da, som det hed, ikke ført sig op, som de burde; fra den Dag af blev det forbudt, at Nogen i en slig Forklædning meer matte gjeste Præstegaarden.

Johannes Carsten Hauch 1867 Minder fra min barndom og min ungdom C.A. Reitzels forlag København

Johannes Carsten Hauch ble født i 1790 i Fredrikshald. Hans far var dansk amtmann i Smaalenene, mens hans mor var av gammel Haldenfamilie. (F Rønning 1908 s 5). Han tilbragte årene 1798-1803 i Kvinherad i Hordaland (Lily Weiser-Aal 1954 s 28) og derfra stammer denne skildringen av norsk julefeiring.