
Når julebukkene banker på stiger temperaturen. Fram kommer akevitten, julegløggen, ost, pølse, lys og mange penger. Og så går vi på kroen og tar oss en rus.
Helligtrekongersaften kom julebukkene tilbake. Det var mørkt. Det var kaldt. De folketomme gatene var tette av fastfrossede biler. Folk satt innesnødde i leilighetene sine og varmet vannrørene med blåfrosne fingre. Mørkekreftene herjet.
Og gråte er det Frøy i hovedsak gjør: gråte syte, lide, sippe og legge seg sjuk. Den aktive helten i denne myten er ikke Frøy, men Skirne, skosvennen hans. Det er Skirne som legger ut på en quest til Jotunheimen, frir til den egenrådige Gerd og til slutt får presset fram et motvillig «ja».
Frøy og Gerd er kjæresteparet i norrønn mytologi. Et gudommelig Romeo-og-Julie-par adskilt ikke bare av stridende familier men av selve hovedmotsetningen i det førkristne verdensbildet. De står på hver sin side i kampen mellom orden og kaos, mellom natur og sivilisasjon. Ingen, gråter Frøy, vil at vi to skal ha hverandre.
Alle som har heist et seil eller dratt opp en dregg kjenner problemet. Det går trått. Det er tungt. Det sitter fast. Forfedrene i seilskutenes dager løste på problemet på sin måte.
De sang.
Med en rytmisk, drivende arbeidssang og et refreng som ikke var ferdig før toppseilet var halt, hiv, ho, kom de seg ut fjorden, over Sekken og til Valparaiso rundt hornet.
Shantyen var sjømannens arbeidssang. Det er en kunstart som heldigvis ikke har gått i glemmeboka. Kanskje du alltid har hatt en drøm om å synge i shantykor? Eller kanskje du innså akkurat nå at det ar det du aller helst vil gjøre i høst?
Divisjonsmusikken 17.mai 2023. Ragnvald Oliver Vik.
/http://www.lienet.priv.no/Viking.htm
Hva vet vi om musikken i Norge i vikingtid og tidligere? Hvordan sang man før kirkemusikken og middelalderballadene? Hvordan ble kvadene framført? Hvilke rytmer danset man til?
Kulturhuset i Halden forsøkte seg på et nyttårsball, men lot være å invitere julebukkene. Det gikk som det måtte.
Men hvad vi allermeest glædede os til, var den tredie Juledag; den hørte allerede dengang til de afskaffede festdage, men Bønderne helligholdt den dog paa deres Viis, og vilde ingenlunde finde sig i, at den skulde agtes mindre nu, end i gammel Tid, og at den ikke skulde være ligesaa god, som de andre juledage; den blev derfor hvert Aar holdt i Ære paa de omliggende Gaarde baade med Drikkegilder og all Slags Leg. Paa Malmanger var der om Aftenen et stort Gilde i Borgestuen. Ved dette Gilde gikk det efter den Tids Skik meget overflødigt til; der blev trakteret med Julegrød, med Kjød og saltet Fisk eller Skrei, som den kaldes, og til sidst med et Slags Bygg- eller Havrekager, som vare rigelig overdryppede med Sirup, og paa hvilke Bønderne satte stor Priis. Desuden gik Ølkruset bestandig rundt, der blev drukket svart og dandset til flere Timer efter Midnat, og denne var netop den lystigste Aften i hele Julen.
Som oftest var der ogsaa et Par Julebukker eller, som de der kaldes, Julegeder, med i Laget; de kom ofte langt borte fra, naar de vidste, at der holdtes Gilde paa et eller andet Sted, og de vare bestandig velkomne, og vakte stor Glæde, naar de traadte ind.
Den Karl, som forestillede Juleged, var indhyllet i et langt sort Vadmelsklæde, som passede nøie til et colossalt Gedehoved, hvis Gab ved Hjelp af skjulte Traade kunde aabnes og lukkes. Der var anbragt Huller i Kledet, hvorigjennem Julegeden kunde se, der var ogsaa et Hul paa Siden, hvoraf en Haand kunde strekkes ud. Julegeden havde store Horn i Panden, den kunde gjøre sig høi ved Hjelp af en lang Stang, som var forbunden med Gedehovedet. Man behøvede ei at frygte for, at den, hvor høi den end gjorde sig, skulde støde an mod Loftet, thi Bygningen bestod kun af et eneste Værelse, som strakte sig lige op under Taget, og hvori intet Loft fandtes, men kun et Hul, hvorigjennem Røgen fandt udvei. Det var med andre Ord en Røgstue, liig dem de fleste Bønder selv de meest velhavende, boede i paa den Tid.
De Dandse, der dandsedes, var af den Art, at Alle kunde deeltage deri, selv ældre Mænd. Hver af Dandserne tog sin Dandserinde ved Haanden, og førte hende flere Gange rundt i en stor Kreds, derefter skiltes de ad, og hver af dem dreiede sig paa sin Side af Gulvet, endelig ilede de sammen igjen, og svingende hinanden flere Gange rundt. Alt dette gjentoges i samme Orden, saalænge Dandsen varede. Som oftest var der mange Par paa Gulvet, hvilke fulgte efter hinanden, selv Julegederne dreiede sig imellem de Andre, der var ofte to ja under tiden tre Julegeder med i Dandsen, dog maate de undvære dandserinder, thi de unge Piger vilde nødig dandse med dem. Undertiden dandsede to Julegeder alene med hinanden, og gjorde da mange voldsomme og vilde Spring, som vakte stor Jubel imellem Tilskuerne.
I de sidste Aar, jeg tilbragte paa Malmanger, saae jeg ikke meer nogen Julegeder. Engang havde Hr. Hertzberg overrasket to af dem ved Indgangen til Borgestuen, og de havde da, som det hed, ikke ført sig op, som de burde; fra den Dag af blev det forbudt, at Nogen i en slig Forklædning meer matte gjeste Præstegaarden.
Johannes Carsten Hauch 1867 Minder fra min barndom og min ungdom C.A. Reitzels forlag København
Johannes Carsten Hauch ble født i 1790 i Fredrikshald. Hans far var dansk amtmann i Smaalenene, mens hans mor var av gammel Haldenfamilie. (F Rønning 1908 s 5). Han tilbragte årene 1798-1803 i Kvinherad i Hordaland (Lily Weiser-Aal 1954 s 28) og derfra stammer denne skildringen av norsk julefeiring.
Museets eldste gjenstand, julegeita stammer fra en urgammel hedensk tradisjon. Ved juletider gikk noen rundt med geitehode og skremte folk.(…) Den på museet stammer fra Sunde gard. Noen mener den har sitt opphav i Gyland. Begge deler kan være riktig, for han som kjøpte Sunde gard (Sven Vesterhus), hadde slekt i Gyland. Geita er over 250 år gammel og var visstnok i bruk til slutten av 1800-tallet.
«Flekkefjord museum inn i en ny verden» – av Agnar Klungland i Flekkefjord tidende 11. desember 2021
Slik kunne det være i Flekkefjord:
I gode gamle dager var arbeidsdagen lang, og det ble ikke stor tid til underholdning og fornøyelser. Men på de store høytidsdagene tok man sitt mon igjen. I den lange julehelgen gikk man på besøk til familie og venner og forsøkte etter beste evne å hygge seg med juletre og sekskapelighet – da som nå. På gården Sunde hadde man laget seg en «julegeit», som i et par hundre år var i denne slektens eie. Om kveldene, når det var mørkt, kledde så en av guttene seg ut med et geitehode og geiteskinn rundt skuldrene og gikk omkring i husene for å skremme barna. Han hadde med seg en pose som han samlet opp i de godtene han fikk for underholdnignen – kaker, nøtter og sukkertøy.
Sitat fra Flekkefjords historie, av Morten Ringard 1942 Oslo Cammermeyer s 175